
|
 |
 |
 |
Anne E. får EU-toppost (08-07-2010)
Det danske medlem af Europa-Parlamentet,
Anne E. Jensen (V), blev i dag udnævnt som 1. næstformand i Europa-Parlamentets udvalg for EU's budgetramme for 2014-2020. Udvalget skal sammen med EUs medlemsstater definere prioriteterne for EUs budget i den forestående 7 års periode.
Anne E. Jensen er begejstret for udnævnelsen.
"I valgkampen lagde jeg vægt på, at det netop er i denne valgperiode, vi skal udstikke kursen for EUs fremtidige budget, og så er det da glædeligt at få en plads på kommandobroen. Der ligger store udfordringer foran os i forhold til landbrugsbudgettet, finansiering af bæredygtig energi, infrastruktur og forskning og uddannelse," siger Anne E. Jensen.
Mens den økonomiske krise trækker røde spor over budgetterne i EUs medlemslande, er de indledende øvelser i forhold til EUs fremtidige budgetramme, altså så småt gået igang. Behovet for besparelser i nationale budgetter er der efterhånden konsensus om, men hvilken rolle skal EU spille i vejen ud af krisen?
"EUs årlige budget udgør omkring 1% af EUs samlede BNI, men hvis vi i den nye budgetramme får etableret en større grad af fleksibilitet i udmøntningen af budgettet, vil vi selv med begrænsede midler, kunne levere store bidrag til EUs samlede økonomi. Jeg vil især arbejde for stærk budgetdisciplin, og klare prioriteringer med fokus på europæisk merværdi," slutter Anne E. Jensen. |
 |
|