Under min valgkamp i fjor fik jeg henvendelser med opfordring om at gøre noget ved problemet med tomme dåser i forbindelse med grænsehandel. Den danske miljøminister har godt nok fået en aftale med Berlin om, at der skal opkræves pant syd for grænsen, men jeg hører modsat, at det ”kender” de ikke noget til i Kiel. Der er man mere optaget af at bevare de 3-400 arbejdspladser som grænsehandelen giver på den tyske side. 

I forbindelse med vedtagelsen af EU’s budget for 2010 lykkedes det så at få opbakning til et pilotprojekt for samordning af pantsystemer og indsamlingssystemer for dåser m.v. i EU-landene. Sigtet med projektet er at finde løsninger for problemerne med dåser, der handles på tværs af grænserne. Det er selvfølgelig en stor sag i Danmark, hvor vi køber flere dåser syd for grænsen end i hjemlandet. Men andre nordiske lande har også problemet – både i forhold til Tyskland og i forhold til baltiske lande - f.eks. Estland-Sverige. Nordisk Råd har derfor igangsat et lignende projekt, som er i et tidligt stade, men viser også interesse for at der skabes EU-initiativer. Kommissionen havde i sin analyse af mit forslag vendt tommelfingeren nedad. Man mente ikke, at der var brug for sådan et initiativ, og henviste til at der for nogle år siden havde været et pilotprojekt for fælles system for plasticflasker i en række lande. 

Da projektet var vedtaget, holdt jeg møder med Kommissionens embedsmænd som havde et forslag til en første formulering. De påpegede, at der kunne komme problemer med nærhedsprincippet, og jeg svarede, at ideen jo ikke nødvendigvis er at udtænke et harmoniseret system for hele EU. Det ville måske i sidste ende være det billigste og letteste at håndtere for producenter og forbrugere, samtidig med at miljøet tilgodeses. Men det er ikke realistisk politisk set. Ideen i mit projekt er derimod at lægge op til praktiske løsninger for koordinering af de mange forskellige systemer, så dåser m.v. ikke havner i naturen. Det skal ske dels ved at afdække omfanget af den grænseoverskridende problemstilling, dels ved at bringe aktører sammen i et projekt. 

Kommissionen er fortsat ret negativ og har nu anlagt en ny strategi – de sender en strøm af lobbyister forbi mit kontor for at fortælle mig, at jeg har stukket hånden i en hvepserede, at jeg ikke har forstået et dyt af det hele, og at det ikke kan lade sig gøre. Der gøres således en ihærdig indsats for at nedbryde fru Jensens selvtillid, men heldigvis har jeg prøvet det før – med rastepladserne – og tænker derfor, at det nu handler om at være vedholdende, og fastholde at problemerne ikke bare skal snakkes væk. Jeg ved godt at der er mange mere eller mindre skjulte dagsordener, og mange interesser i denne sag. Og dertil den vanskelighed at hvert eneste land synes, at de har valgt den mest geniale model. 

Finanskrisen og de nye medlemslande
Finanskrisen sætter hårde spor i alle EU-lande. Men det er interessant at konstatere, at et af de lande, der klarer sig bedst under krisen er Polen, der var det eneste EU-land med positiv økonomisk vækst i fjor. Det understreger, at selv om en del ny medlemslande, herunder de baltiske lande og Ungarn, er røget i massive problemer og en historisk barsk nedtur, så er der nye medlemslande, der klarer sig relativt fint. Og der er så samtidig gamle medlemslande, som er i store vanskeligheder: Grækenland på fallittens rand og store problemer i Spanien, Italien og Irland.

Faktisk er der ingen af de nye medlemslande, der i så svare gældsproblemer som disse ældre medlemslande, selvom de baltiske lande, Ungarn og Bulgarien har en større offentlig gæld i forhold til bruttonationalproduktet end de 60 pct. som er tilladt i EU’s monetære samarbejde.  De lande, der blandt de nye medlemslande kom i alvorlige problemer, har gennemlevet en boligboble med meget store prisstigninger på fast ejendom, belåning af private boliger med udlandslån og lav opsparing. Og dette gælder i virkeligheden kun et mindretal af landene. Så er der effekten af den generelle økonomiske krise. Selv om lande som Slovakiet og Tjekkiet egentlig har en sund økonomi har de ikke kunnet undgå at mærke effekten af et massivt tilbageslag i bilsalget.  

I denne uge havde vi høring om finanskrisens virkninger for de nye medlemslande, og i hvilket omfang EU med strukturfondsmidlerne kan afhjælpe problemerne. De små baltiske lande har set deres økonomi i et rekordstort tilbageslag, med en nedgang i bruttonationalproduktet i størrelsesordenen 30 pct., hvor vi i Danmark har måttet se et produktionstab på omkring 10pct. Tilsvarende gælder Grækenland, hvor der nu er massive protester mod regeringens genopretningsplan med skatteforhøjelser og besparelser, der dog på ingen måde kan måle sig med halveringerne af de offentlige ansattes lønninger og andre barske tiltag i de baltiske lande. 

Eksperterne i høringen konkluderede dog, at man med samarbejde over grænserne havde fået afværget de værste katastrofer. Der peges på Wien-initiativet for at sikre at udenlandske banker i de nye medlemsstater ikke trækker sig ud i panik, men lever op til en bredere forpligtelse. På samme måde har der været et godt samarbejde i Norden mellem myndigheder og banker for at sikre at systemerne i de baltiske lande ikke kollapsede totalt. Spørgsmålet er imidlertid om man helt kan undgå at disse banker senere nedbringer deres eksponering – det er en stor risiko, som vil betyde en dæmper på væksten i de kommende år.   

Og det er begrænset, hvor meget EU’s regionalpolitik kan rette op på tingene. Strukturfondsmidlerne fra EU kan maksimalt udgøre 4 pct. af BNP for modtagerlandet pr år, og er i praksis sat lavere. Der er sat meget faste kriterier for brug af pengene, og sammen med reglerne for finansstyring og kontrol betyder det, at det altid er vanskeligt for landene at bruge alle de afsatte penge i starten.

Det tager tid at få opbygget og godkendt administrationen. Programmerne er også ret ufleksible - og således ikke godt gearet til at tage højde for nye behov. De store problemer med budgetunderskud gør det desuden sværere for landene at mobilisere den nationale medfinansiering. Derfor er der lempet noget på reglerne for at få forudbetaling, men det giver kun en kortvarigt lettelse. Der er behov for at se på om reglerne kan gøres mere fleksible. I den forbindelse vil det mest være relevant at tage sagen op ved den næste runde af strukturfondsprogrammer fra 2014, som vi skal til at finde rammerne for og forhandle de kommende par år.