Den kommende uge fratræder den gamle Kommission, og vi danske MEP’er tager afsked med Mariann Fischer-Boel. Hun har været en rigtig god Kommissær, og vi er mange, der er kede af at skulle sige farvel. Både fordi Marianne var en god kontakt og vi kunne være stolte af hende, og fordi det bliver svært at sikre en liberal landbrugspolitik i den nye Kommission. Men måske skal vi ikke være totalt opgivende. Gruppefæller, der overhørte høringen af den rumænske kommende landbrugskommissær har udtalt positivt om hans indsats, og måske skal vi ikke dømme manden på forhånd. Men nogle af hans udsagn - om en fælles enhedsstøtte pr hektar, lyder ikke særlig godt. Støtten skal selvfølgelig være mere ens i nye og gamle lande, men fokus skal da være på hvad vi betaler for og hvad der leveres for støtten. Under alle omstændigheder vil strammere budgetrammer betyde, at der skal spares på landbrugspolitikken. Budgetudvalget får således en meget central rolle når den fremtidige landbrugspolitik skal forhandles. 

Der er stigende mødeaktivitet i Parlamentet om den fremtidige landbrugspolitik. I den forløbne uge deltog jeg således i et seminar arrangeret af det svenske socialdemokrati sammen med svensk erhvervsliv. Der var indledere fra to tænketanke og fra journalistgruppen, der kæmper for større åbenhed om EU-midlers anvendelse. Deres arbejde har ført til offentliggørelsen på nettet af, hvem der får EU-landbrugsstøtte. Dataene kommer i ret ulæselig form fra Kommissionen, og derfor er det på hjemmesiden www. farmsubsidy.org man kan finde oplysninger om hvor store tilskud det britiske kongehus og Unilever modtager. 

Indlægget fra den ene tænketank-repræsentant, Patrick Messerlin, var interessant ved, at han tydeligvis normalt taler til et fransk publikum. Han arbejder med international handel, har arbejdet i WTO og i en fransk tænketank og er nu formand for styringskomiteen i den belgiske tænketank ECIPE. Hans argumenter gik på dels det enkle argument, at når man støtter en sektor går det ud over andre, dels at støtte og reguleringer i EU medfører mindre produktion og velstand for fransk landbrug end hvis det frie marked fik lov at råde. Det har ofte undret mig at franskmændene var varme fortalere for landbrugsstøtte, for Frankrig har ikke blot fattige bjergbønder men også noget at det mest konkurrencedygtige landbrug i EU, ja Frankrig er jo størst på alt undtagen gris og ville med flere liberaliseringer nok tabe nogle tilskud, men til gengæld vinde stort på konkurrenceevnen. Patrick Messerlin påviste således konkret, hvorledes ordningerne for stivelse med tilknyttet støtte betyder en markant reduktion i produktionen  af kartofler i Frankrig. Dette sammenholdt med at Frankrig er på vej til at blive nettobetaler i EU – jeg tror det sker i år eller til næste år – vil betyde at den franske opbakning til den nuværende politik vil vige. En komplicerende faktor er det imidlertid, at medlemslandene har fået lov til at indfase den reformerede politik med afkoblet støtte på forskellig vis og nogle lande således er længere fremme end andre i afkoblingen. 

Selve seminaret er et symptom på at de kræfter, der ønsker mere liberalisering af EU’s landbrugspolitik er ved at samle sig. Det er helt tydeligt at der er forskellige synspunkter på denne sag nord-syd i EU og mellem ny og gamle medlemslande.

Reformer af finanssektoren
Strasbourg-ugen bliver travl for mig, dels fordi vi i Budgetudvalget skal have fastlagt Parlamentets tillægsbudget med ekstra udgifter som følge af Lissabon-traktaten, dels fordi jeg har mange møder om mit papir om den fremtidige regulering af og det fremtidige tilsyn med finanssektoren. Det er tanken, at ideer fra dette papir skal indgå i den endelige rapport som Parlamentet stemmer om senere på året. Og i modsætning til min kommunistiske kollega fra Grækenland, der skal skrive et tilsvarende papir om de sociale konsekvenser af finanskrisen, så vil jeg ikke skrive et papir kun min egen gruppe kan nikke godkendende til – det er da for uambitiøst. For så skal man nok ikke vente at genfinde sine tanker i det endelige. 

Der er kun 7 sider til rådighed, og en grundtanke bliver, at den model der nu er valgt for tilsyn med finanssektoren på europæisk plan er for svag. Kommissionen er kommet med et udspil og Rådet har accepteret en model med tre agenturer der kontrollerer henholdsvis bankerne, forsikringsselskaberne og markedsinstrumenter med basis i de nationale tilsyn. Hertil kommer et agentur der skal beskæftige sig med systemisk risiko i finanssektoren i tæt samarbejde med den europæiske centralbank, ECB. Jeg tror der er bred opbakning til at denne model er for svag – også selv om Parlamentet nok i første omgang kommer til stort set at acceptere den i den lovproces der nu er i gang. 

Det er lidt mindre enkelt at påpege hvilken regulering der skal til efter de mange indgreb, der er foretaget eller som ligger på bordet. Jeg har spurgt til om forbrugersikkerhed også kan nævnes her, konkret i form af krav en opfølgning på gennemførselen af MIFID -direktivet, der skal beskytte almindelige mennesker mod for dårlig rådgivning fra bankerne. Det trådte i kraft i 2007, så når mange har fået store tab på alt for risikable investeringer kan det jo netop skyldes at de gode intentioner i dette direktiv aldrig blev ført ud i livet i tide. 

Der arbejdes fortsat med regler for kapitalkrav, og her er der fra mange sider forslag fremme om nye kapitalformer, der kan forvandles til ansvarlig kapital eller aktiekapital, hvis banken får brug for det. Der er nemlig almindelig erkendelse af at kraftige stigninger i kapitalkrav kan forstærke den økonomiske krise ved at bremse udlånsvæksten og en bank i krise vil under alle omstændigheder altid ^å svært ved at skaffe mere egenkapital. 

Nye toner fra USA vil også præge mit papir. Stærkt inspireret af den gamle centralbankdirektør Paul Volcker har præsident Obama foreslået indgreb, der begrænser bankernes virke og skal hindre at vi i fremtiden får banker der er for store til at gå fallit. Der er stor forskel på bankernes rolle og traditioner i Europpa og i USA, men hvad der sker i USA vil alligevel påvirke udviklingen i Europa. Og prominente personer som Jean-Claude Trichet, direktøren for ECB og Mervin King, den engelske centralbankdirektør har meldt sig positive for lignende indgreb. Så debatten er i gang.