Det britiske valg gav ikke den fremgang til vor søsterparti, de liberale demokrater, som man kunne ønske. For trods Nick Cleggs gode indsats i valgkampen betyder det engelske valgsystem, at det er næsten umuligt for partiet at få mandater svarende til opbakningen i befolkningen. Valgsystemet favoriserer ikke blot de to store partier, det favoriserer ikke mindst Labour i kraft af valgkredsenes opbygning, og man må håbe, at det nu kan lykkes at få sikret et mere retfærdigt system. 

Jeg har fulgt valget med særlig interesse på baggrund af udsigten til en central rolle for de liberale, og fordi jeg jo kender Nick Clegg godt fra hans tid i Europa-Parlamentet. Han er ikke alene meget charmerende og ekstremt velformuleret, men også meget retskaffen og god til at samle folk omkring sig og skabe samarbejde. Vores daværende formand, Pat Cox, var meget begejstret for Nick, og lod ham gerne udbrede sig meget langt og længe om EU’s rolle i WTO, som han kendte meget til fra sin tid i Kommissionen, men det var jo også noget, som Parlamentet på daværende tidspunkt havde absolut ingen indflydelse på. 

Jeg havde kun et sammenstød med Nick. Det var i forbindelse med en afstemning om arbejdstidsdirektivet, hvor han kom farende midt under afstemningerne for at høre, hvordan han skulle stemme som brite. Jeg forklarede nok lidt spidst, at det havde jeg sådan set udredt helt præcist på det sidste gruppemøde, hvor jeg havde haft hele 5 minutter til at forklare stemmelisten for arbejdstidsdirektivet for de fem tilbageværende gruppemedlemmer, efter at han havde brugt 1½ time på en debat om handelspolitikken. Den tog han til sig, for sådan er han. 

Han havde allerede dengang stor interesse for uddannelsespolitikken, og jeg hjalp ham til et besøg i Danmark for at høre om det danske uddannelses-system. Og selv med de problemer vi har i det danske system, er der ingen tvivl om, at det er vor lighed i systemet, han søger. Det er uddannelsessystemets underbygning af et klassesamfund, han vil gøre op med. 

Tony Blair lovede i sin tid Patty Ashdown at ændre valgsystemet. Det skete imidlertid kun for valget til Europa-Parlamentet, der fortsat er i enkeltmandskredse, men tilføjet et forholdstalssystem, så de liberale demokrater er stærkt repræsenteret. I ALDE-gruppen har de den næststørste delegation efter tyskerne. Men man mærker tydeligt, at det enkelte medlem er langt stærkere knyttet til sin valgkreds end til sit parti. Der er ikke meget gruppesammenhold og det har undertiden svækket deres indflydelse, hvad vi heller ikke forsømmer at fortælle dem. Vi er jo normalt mere enige med vore britiske kolleger end med vore franske ditto. Men franskmændene er meget mere disciplinerede og har derfor ofte været bedre til at sætte sig igennem. 

De liberale demokrater er det mest EU-venlige parti i UK, og Nick Clegg, der selv er et europæisk harmonikasammenstød med hollandsk mor, russisk bedstemor og spansk hustru, har et varmt EU-engagement. Men han og partiet står også hårdt på nærhedsprincippet. Så når David Cameron siger, at han ikke ønsker mere indflydelse flyttet til EU, så er det ikke nødvendigvis noget de liberale demokrater får et problem med. Til gengæld har Cameron i sit bagland mange, der ønsker at rulle EU tilbage, og det er nok ikke det smarteste i den nuværende økonomiske situation. 

Den økonomiske krise kalder på EU-sammenhold for at undgå at de finansielle markeder løber enkelt-lande over, og for at redde det indre marked, der jo altid har nydt opbakning hos britiske konservative. 

I denne weekend samles EU’s topledere og finansministre for at sikre, at de Euro-lande, der er i størst vanskeligheder – de såkaldte ”griise” eller PIIGS (Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien) ikke går konkurs.

Grækenland skiller sig selvfølgelig særlig negativt ud. Ikke blot har Grækenland store underskud og en gæld der forfalder meget hurtigt - de har løjet så vandet driver. Det er ikke sjov at være græker og bevæge sig i internationalt selskab for tiden - og det skal det heller ikke være. Forleden dag stod jeg og ventede på en elevator sammen med en slovensk kollega. Det tog sin tid. ”det er nok en græsk elevator” sagde han smilende. Han forklarede, at det ikke er nemt som slovensk politiker at skulle skaffe folkelig opbakning til redningen af Grækenland. ”Vi måtte gennem en meget stram økonomisk hestekur for at kunne komme med i den fælles mønt. Og nu skal Slovenien så garantere 400 millioner Euro til Grækenland, der har et langt højere velstandsniveau og som har gjort vold på alle regler. Det kan folk ikke forstå”. Og det kan jeg godt forstå, de ikke kan forstå. Det er også svært at se på, at de græske problemer forværres markant af, at rige grækere flytter deres penge ud af Grækenland. Der er sandelig ikke megen solidaritet at finde der. 

Selv om Danmark ikke er med i Euroen, kommer vi til at bidrage til den fond, der skal dæmme op mod presset fra de finansielle markeder og hjælpe til refinansiering af gælden. Og Danmark har jo også en kontant interesse i, at der skabes ro, og at det monetære samarbejde ikke brister. Så kan man beklage, at vi ikke er med i Euroen og således står udenfor indflydelse på mange vigtige beslutninger på det monetære område. Grækerne får læst og påskrevet af tyskere og slovenere. Men fra Danmark ville de kunne lære, at der ikke er noget modsætningsforhold mellem velstand, velfærd og en disciplineret økonomisk politik, der skaber orden i eget hus – tværtimod er det den eneste vej til at sikre velstanden og velfærden i det lange løb. 

Globalisering og krise
Den økonomiske krise har givet en markant stigning i mængden af ansøgninger til EU’s globaliseringsfond, hvor man ved større afskedigelser kan få støtte til omskolingsprogrammer. Globaliseringsfonden så dagens lys efter franskmændenes og hollændernes nej til forfatningstraktaten. Kommissionens formand, Barosso, mente at der blev stemt nej af frygt for globaliseringens konsekvenser, og hvis der blev skabt et sådant program ville folk komme til at elske EU. Programmet er et af tre eksempler på, at når der skal vises handlekraft hurtigt her og nu, er EU’s budget et meget dårligt redskab. To andre eksempler er EIT, hvor der sættes ekstra bureaukrati på uddeling af forskningsmidler og fødevarefaciliteten, som jeg er begyndt at efterspørge en opfølgning på. For lidt over et år siden hastede det helt enormt med at opbygge en sådan fødevarefacilitet for ulandene, som kunne hjælpe med opkøb at såsæd og gødning til ulandenes landmænd for at undgå en sultkatastrofe ovenpå de kraftigt stigende fødevarepriser. Senere er fødevarepriserne faldet markant igen. Det er en del af dansk landbrugs aktuelle kalamiteter. Så nu vil jeg da gerne vide hvad der sker i ulandene. 

Globaliseringsfonden består af midler, der er uforbrugt på andre konti, kan maksimalt udbetale 500 millioner Euro pr. år og da der ikke er en decideret budgetlinje skal hver eneste ansøgning igennem budgetmyndigheden, altså Rådet og Parlamentet. Det er tungt. Ved en høring i Parlamentets budgetudvalg i forrige uge forklarede Peter Stub Jørgensen, der er direktør i Kommissionens generaldirektorat for beskæftigelse, at der går mindst 212 dage efter at en ansøgning er modtaget til udbetaling af pengene kan ske. Kommissionen bruger 82 dage til at se på sagen og til oversættelser, 22 dage til at beslutte og foreslå en holdning til budgetmyndigheden (Råd og Parlament), begge budgetmyndigheder har 55 dage til at beslutte sig, og herefter kan der skrides til udbetaling efter igen 55 dage. Man har arbejdet på at nedbringe tiden – og har søgt at skære de 22 dage væk. Men proceduren er tung og kan ikke forkortes ret meget. Og hvis sagen kommer ind uheldigt kan der gå rigtig lang tid før der ligger en afgørelse. Derfor kan der nu komme penge til Lindø efter afskedigelserne der, mens Danfoss- folkene nok kommer til at vente til den anden side af sommerferien. 

I min gruppe er de fleste budgetfolk stærke modstandere af denne fond – mig selv inklusive. For det er efter min opfattelse ret tilfældigt hvordan ansøgninger og tilskud falder. Frankrig er det land, der har gjort mest brug af fonden, 16 lande i alt har modtaget tilskud, og det er tankevækkende, at Grækenland ikke er iblandt. Men de vidste vel ikke, at de var i krise! 

Jeg har en del hyr med at forklare mine liberale kolleger, at når vi behandler ansøgninger er opgaven alene at se, om den er i overensstemmelse med reglerne. Er de det, bør vi stemme for. Hvis vi vil ændre reglerne og evt. afskaffe fonden skal det ske i forbindelse med den næste runde af flerårige budgetramme fra 2014 og frem. Men den diskussion er jo også lige på trapperne. Jeg har også et hyr med at forklare dem at det langt fra er sikkert, at der er et flertal i den liberale gruppe for at afskaffe denne facilitet. Vi har nemlig hverken liberale briter, franskmænd eller italienere i budgetudvalget. Og de er undertiden ret socialistiske i sådanne spørgsmål. 

Peter Stub Jørgensen talte for at Globaliseringsfonden gøres permanent med en egentlig budgetlinje, således at Kommissionen kan handle selv, og sagsbehandlingstiden dermed bringes kraftigt ned. Hvis det skal ske, skal det efter min mening som minimum sikres, at der bliver en klarere landefordeling og skabes en netværksfunktion med udveksling af information og god praksis. Hvis ikke Globaliseringsfonden bidrager ekstra til politikudvikling, men bare er tilskud til ting der kan klares nationalt, er den da totalt uden mening.