Ved denne uges gruppemøde fik vi besøg af formanden for Det europæiske Råd - Herman Rompuy - som fortalte om det forlig, der blev lavet i forrige weekend om støtte til lande truet af betalingsstandsning.

Hans fremlæggelse og den efterfølgende debat viste, at der har været reelle juridiske og politiske problemer med at finde en løsning. Men det lykkedes. Noget andet er, at vi i Parlamentets Budgetudvalg har undret os over at skulle læse i avisen, at EU’s budget vil garantere for en lånefacilitet på 60 mia. Euro. For det vil kun kunne ske, hvis Parlamentet siger ja – og ingen har spurgt os. Hr. Rompuy var tydeligt forvirret over, at vi også skulle spørges, og han har endda et tidligere medlem af Parlamentet, Richard Corbet, som sin højre hånd. Richard Corbet er nok det menneske, der ved mest om regelværket i EU og ikke mindst regelværket omkring Parlamentet, han har endda skrevet bøger om det. Der er jo nok nogen i Rådet, der har ment, at det ikke betød noget at spørge på forhånd. For vi kan jo ikke sige nej. Så vil markederne ramle. Og der er ikke nogen tvivl om, at det har været mere end svært at strikke en løsning sammen i Rådet. 

I sidste uge var jeg også med en mindre delegation fra Provinsforeningen mod Københavneri på besøg i Vigo i Spanien og bese EU’s fiskeriagentur. Agenturet blev oprettet i 2007 for at samordne medlemslandenes kontrol af EU’s fiskerilovgivning, og er placeret i Galicien ved den nordlige del af den spanske Atlanterhavskyst, hvor byen ligger inde i en smuk fjord. Vi fik også en rundtur i havnen med den danske konsul, som fortalte og forklarede. Vigo havn er jo en af de største fiskerihavne i verden – og fiskeskibene herfra sejler overalt i verden. Endelig indeholdt rejsen en kort afstikker til Santiago, med et par timers vandring på pilgrimsruten og rundvisning i byen. 

Stærkere fiskerikontrol
Besøget i fiskeriagenturet var meget opløftende. Direktøren Harm Koster er økonom fra Holland og fra midten af 90’erne til 2004 ledede han Kommissionens inspektører, der skal kontrollere de nationale fiskeriinspektioner. Han har således været med i udviklingen af EU’s fiskeripolitik gennem mange år. Og Akilleshælen i denne politik har længe været, at landene selv skal kontrollere, og at der er meget forskellig opbygning og tradition for fiskerikontrollen i medlemslandene.

Harm Koster fremhævede således, at to nabolande som Danmark og Sverige har haft tingene helt forskelligt organiseret. I Danmark har vi med det betydelige fiskerierhverv haft kontrollen organiseret i en selvstændig enhed, mens det i Sverige er en bibeskæftigelse for kystvagten. Han fremhævede den danske fiskerikontrol som et af de bedre eksempler – så de danske fiskere har jo nok haft ret, når de mente at de blev kontrolleret hårdere.

Men med oprettelsen af fiskeriagenturet er fokus kommet på samarbejde mellem de nationale myndigheder – dels gennem erfaringsudveksling og uddannelse – dels gennem fælles aktioner, hvor inspektionen foretages fra skibe med inspektører fra flere lande ombord, og gennem aftaler om inspektioner mellem landene.  På denne måde kan man få en langt bedre indsats for f.eks. at genoprette bestandene af torsk og tun. At det kan lade sig gøre at nå resultater har man set med sildebestandene i det nordatlantiske område, der var en af de største fiskebestande i første halvdel af 1900-tallet, næsten blev udryddet ved overfiskning i 60’erne og nu er tilbage næsten på fordums niveau gennem samarbejde mellem EU, Færøerne, Island, Norge og Rusland. Nu er det torskebestandene der er nede på under en femtedel af niveauet for 50 år siden, og derfor her begrænsningen af fiskeriet er sat kraftigt ind. 

Endnu værre er det med tunfisken i Middelhavet, som er truet af udryddelse. Vi fik lov at se agenturets overvågningscenter, hvor man kan følge alle skibe, der fisker tun. Truslen er ikke det mindre kystfiskeri, hvor en båd sætter ud og henter en eller to tunfisk, men derimod det store velorganiserede fiskeri, hvor både samles ved gydepladserne og indfanger en hel flok tun i et stort net, hvorefter de sejles til fiskefarme ved land og fedes op, og slagtes og sælges til Japan efterhånden. Der er enormt store penge at tjene på dette tun-fiskeri, og det er organiseret på højt teknologisk niveau – undertiden med skibe fra flere lande. Det er ikke forbudt – det de gør, men de skal holde sig under kvoten, og den er så lille at disse store fiskefartøjer godt kan komme over kvoten på bare en enkelt tur.

Tun fiskeriet må først starte 15. maj, og vi var der den 14. hvor man på et kort over Middelhavet kunne aflæse, hvor vandet er så varmt, at tunen kan gyde. Og tæt ved Cypern kunne man følge en række tyrkiske skibe, der havde positioneret sig. Når de nedsætter farten markant er det tegn på at de nok er ved at fiske – og så er det med at få kontrollen derud. På agenturet ledes indsatsen blandt andet af en tidligere spansk fiskeskipper, og han ved nok hvad han skal kigge efter. 

Landene samarbejder med at levere skibe og fly – det er således Sverige og Polen, der leverer flyovervågning, og det er klart, at den fælles indsats gør kontrollen meget stærkere. Det er fortsat medlemslandene, der har kontrollen, men med operationelle fælles organisationer i større havområder og fælles spilleregler for kontrollen på land kommer man væk fra den gamle snydekultur, hvor det blev legitimt at snyde, for det gjorde de andre jo også. Således arbejdes der også detaljeret med fælles udstyr for at måle netstørrelse – blandt andet gennem fælles indkøb – og fælles procedurer. 

Der samles op på aktionerne, og overtrædelserne offentliggøres pr. medlemsland. Tidligere var Polen en stor synder, men den nuværende regering har gjort op med den slappe politik, og vedtaget, at alle landinger skulle kontrolleres. Det er en kæmpeindsats, men det har virket. Dertil har den polske regering sikret at det underliggende problem – for mange fartøjer – blev løst, ved at de fiskere, der mistede deres licens blev kompenseret fra EU strukturfonde. Fiskerne kunne ikke enes om en model for fordeling af licenser, så det blev gjort ved at kaste lod, til gengæld er de der tabte licensen blevet godt økonomisk kompenseret. 

De gode erfaringer, der har været med fælles kontrol blandt EU-landene vil man overføre til en stærkere kontrol i forhold til 3. lande og kontrol med fiskeriet i 3. landes farvand, hvor også EU-skibe fisker i kraft af aftaler med 3. lande. 

Fru Jensen på pilgrimstur
Vi tog til Santiago del Compostella, der er kendt som pilgrimsby og en vigtig by for den katolske kirke. Rigtig mange går eller cykler pilgrimsruten på over 800 km fra Pyrenæerne til Santiago, men man kan også få et certifikat for en mindre tur på 100 km. Med en kommunal guide gik vi de sidste kilometer fra det højdedrag, hvorfra man først kan se katedralen i Santiago. Pilgrimsruten er blevet en hel turistindustri, hvor 5 millioner årligt besøger byen som har ca. 100.000 indbyggere. Og selv om pilgrimme måske ikke er de mest pengestærke, betyder antallet alt for økonomien i området. Frem til begyndelsen af 90’erne var det kun de få udvalgte der kom, men så gjorde staten reklame, og regionen stiller nu faciliteter til rådighed for pilgrimmene. Så der er en god portion turistpolitik i det. 

Der er mange unge på turen – som således er blevet en alternativ back-packer-rute. Vores guide fortale, at det også har givet erhvervsmuligheder og nyt liv i mindre landsbyer på ruten, hvor man kan tjene lidt ekstra på simple tjenester som salg af vand og kaffe. Selve katedralen og bygningerne omkring er imponerende – stilen er mere portugisisk end spansk – men der er store gamle klosterbygninger og byen har et af Spaniens ældste og største universiteter. Så det præger byen meget, at en tredjedel af indbyggerne er studerende. Endelig er byen hovedstad for regionen Galicien – ikke Vigo, der ellers med sine 350.000 indbyggere følte sig selvskreven.  

Nu er jeg jo ikke katolsk og selv om jeg fik ømme fødder og ben, følte jeg ikke nådes lyset stråle særligt over mig. Men det er der mange andre der gør. Dette år er et særligt helligt år, hvor en ellers lukket dør til katedralen åbnes. Det fortælles, at man ved at gå gennem denne dør bliver renset for alle sine synder. Der går hele 11 år før døren åbnes igen, så hvis man vil det, er det nu i år. Det kræver tålmodighed, folk stod vel 1½ time i kø for at komme gennem døren. Vi tog en anden indgang, slap for køen og fik set katedralen, men altså ingen katolsk renselse. Til gengæld havde vi boblebad på hotellet i Vigo. Og det giver også megen renselse.