
|
 |
 |
 |
Vores egen gruppe hedder:
Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe ELDR og har nu 67 medlemmer. Det er her, vi finder flest danskere, nemlig 6, fordelt på 5 venstrefolk og 1 radikal. Gruppen er ret nordligt domineret med særlig mange medlemmer fra de nordisk lande, Benelux og Storbritannien. Det har den fordel, at folk gennemgående taler kort og målrettet, men det er selvfølgelig en stor mangel, at vi ikke har et land som Tyskland repræsenteret, og den franske repræsentation er også meget lille. ELDR er gruppen i midten. Vi stemmer med EPP i spørgsmål om konkurrencepolitik og økonomi og med PES i spørgsmål om menneskerettigheder og miljø.
Så har vi de mindre grupper, som ikke er egentlige partier, men har et mere løst samarbejde. Med de nye regler om partistøtte vil vi dog nok se egentlige partier blive formet med udgangspunkt i nogle af disse grupper.
Kommunisterne, eller:Den Europæiske Venstrefløjs Gruppe/ Nordisk Grønne Venstre GUE/NLG har 55 medlemmer. Og dette kommunistparti har skam prominente medlemmer:
Ud over danske Pernille Frahm, Ole Krarup og Freddy Blak finder man her tyske Hans Modrow fra PDS - den sidste ministerpræsident for DDR - “jeg nåede at slette alt om mig selv i Stasiarkiverne” citerer Freddy Blak ham altid for - og så må det jo stå til troende. Ja såmænd - skinnet bedrager - jeg har da oplevet, at Hans Modrow er en særdeles høflig mand at tale med. I denne gruppe finder vi også svenske Herman Schmid - en utrolig sympatisk mand, som jeg har haft meget og godt samarbejde med, selvom han er en “forbannat kommunist”!. Jeg plejer at kalde ham det 17 danske medlem - han bor på Østerbro i København og er lektor på RUC. Han er undertiden ganske liberal, således er han efter smertelige erfaringer med det danske hospitalsvæsen blevet tilhænger af frit valg og har lagt sig under kniven i Belgien med godt resultat. Han har til tider været en af mine få allierede i beskæftigelsesudvalget, for han værner om national kompetence.
GUE har en stor fransk gruppe og ledes af den meget korrekte og venlige alsacer Francis Wurtz. Blandt det stærkere kolorit finder vi de græske kommunister, der hårdnakket forsvarer Milosovic som en fredens og retfærdighedens mand. Ja, Europa-parlamentet er i sandhed vidtspændende.
Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance Vert/ALE har 47 medlemmer, den største delegation er 9 franskmænd fulgt af 6 belgiere. Her finder vi walisiske vi foruden de tyske grønne bl.a. skotske og andalusiske separatister. Dele af de grønne er meget socialistiske - andre knap så meget - det gælder f.eks. finnerne. Så det er miljøsagen, der er sammenhængskraften, og det er jo efterhånden svært at profilere hårdt, eftersom alle gerne vil have et godt miljø. Partigruppen ledes for tiden af den markante Daniel Cohn-Bendit, der er fra Alsace og nu er valgt som fransk medlem efter tidligere at have været valgt for Tyskland. Der er ingen danskere i denne gruppe, men egentlig tror jeg SF ville passe godt her.
Gruppen Union for Nationernes Europa UEN, har 30 medlemmer hvor iblandt danske Mogens Camre. Her finder vi også det gamle italienske fascistparti Alleanza Nazionale og franske Charles Pasqua’s gruppe. Så gruppen er placeret som stærkt højreorienteret.
Gruppen for Demokratiernes og Mangfoldighedens Europa EDD er Jens Peter Bondes gruppe med i alt 17 medlemmer, nemlig 3 danskere, 8 franskmænd ( partiet “Jagt, fiskeri, natur og tradition”), 3 hollandske calvinister og 3 uafhængige briter. Bonde og de andre fra Junibevægelsen stemmer som Enhedslisten, men resten af EDD er ikke sådan at få hold på. Og det er jo i grunden også så ligegyldigt. De har ingen indflydelse. Vi ser dem stort set aldrig i udvalgene - bortset fra de myreflittige hollandske calvinister. |
 |
|