
|
 |
 |
 |
Strasbourg
Endelig pakker parlamentet 12 gange om året kontorerne sammen og rejser en uge til Strasbourg.
Det er en meget besværlig forestilling, som koster skatteyderne ca. 1 milliard kroner om året. Mine ansatte i Bruxelles pakker fredagen inden ugen i Strasbourg alle de sagsmapper og papirer, som vi skal bruge i Strasbourg, ned i en kasse, som står uden for kontoret. På Bruxelles-sprog kaldes kassen i øvrigt for en "cantine". Sidst på eftermiddagen bliver kassen så afhentet af nogle transportører. Når vi ankommer til Strasbourg om mandagen, står kassen uden for vores kontor. Samme procedure gælder, når vi skal tilbage til Bruxelles igen. Stod det til mig og de fleste parlamentarikere blev denne praksis stoppet. Men det er ikke op til os at beslutte. Det er EU-landenes statsministre, der i deres store visdom har besluttet dette rejsecirkus. Og det er kun dem, der kan ændre det igen. For Strasbourg som hjemsted står indskrevet i Amsterdamtraktaten. Det kan der kun laves om på ved enighed mellem alle EU's medlemslande. Så den beslutning bliver svær at ændre. Frankrig vil jo nok tage sig dyrt betalt for at opgive hjemstedet for parlamentet.
Mange understreger da også den store symbolværdi ved Strasbourg med dens beliggenhed ved Rhinen på den fransk-tyske grænse i det Alsace-Lorraine, som har været genstand for mange konflikter mellem Frankrig og Tyskland. Nu er den symbolet på forsoningen mellem de to lande.
Som parlamentariker er man altså henvist til at gøre en dyd af nødvendigheden. Det gør vi så med et meget intenst forløb af en Strasbourg-session over fire dage. Alle er jo til stede i Parlamentsbygningen dagen lang - hvad skulle man ellers lave - så der kan klares mange forhandlinger i korridorerne. Dagen er således tæt besat med møder fra kl. 8 - 9 om morgenen til hen under midnat. De fleste parlamentsmedlemmer kan dog gå i byen og få aftensmad efter at gruppemøderne slutter kl. 21. Men nogle må blive tilbage og tale til en næsten tom plenarsal frem til midnat. For debatten fortsætter, så programmet kan nås.
|
 |
|