Et mere åbent EU

Jeg har bl.a. været ordfører på en betænkning i parlamentet om beskæftigelsespolitikken i EU. Ordfører-rollen i Parlamentet er på en måde en slags forhandler- eller mægler-rolle. Man er en slags redaktør på den betænkning, som Parlamentet afgiver, og skal således styre processen med at forhandle med medlemmer fra andre partier og finde kompromiser, så den betænkning - der til sidst stemmes igennem i plenum - er dækkende for flertallet.

I EU samarbejder man om beskæftigelsespolitikken ved at landene opstiller mål for, hvad de skal nå for at øge beskæftigelsen, giver hinanden gode råd om, hvordan målene nås og sammenligner så resultater. Det kaldes "den åbne koodineringsmetode" eller slet og ret "åben koordinering". Man kan sige, at det fungerer lidt som en vægtvogterklub - de som møder op uden at have gjort noget for at nå målene må skamme sig.

Fokus på beskæftigelsespolitikken er blevet stadigt større. Det hænger vel ikke mindst sammen med, at en række EU-lande har svært ved at få gang i beskæftigelsen. Alligevel var det længe sådan, at det først og fremmest var noget regeringerne og til dels arbejdsmarkedets parter forhandlede om centralt. Samarbejdet var netop ikke åbent i den forstand, at man inddrager alle berørte parter. Jeg ville gerne have, at "den åbne koordinering" faktisk også blev reelt åben. Jeg ville have, at flere blev inddraget, så der kunne komme en mere offentlig debat om beskæftigelsespolitikken. Det lykkedes for mig at få fastslået, at Kommissionen skal inddrage en langt større offentlighed i arbejdet. Det er ikke nok, at embedsfolk mødes og taler om det i Bruxelles. De, der arbejder med beskæftigelsespolitikken lokalt og regionalt, skal nu inddrages, så vi kan høste af deres erfaringer.

Vi skal ikke have regler for reglernes egen skyld Som optakt til det svenske EU-formandskab var jeg i november 2000 på besøg i den svenske rigsdag sammen med andre medlemmer af beskæftigelsesudvalget i Europa-Parlamentet.

På vej ud af en af Riksdagens elevatorer konstaterer jeg til min store overraskelse en "chokerende" mangel på implementering af EU's elevatordirektiv: Den har ingen dobbelte døre! Og da jeg påtaler sagen for min svenske socialdemokratiske kollega fra beskæftigelsesudvalget Jan Andersson, kaster han sig ud i et langt foredrag om, at der er tale om en "gammal hiss", og hvis man skal udskifte alle "hissarna", vil det blive fatalt dyrt. Dertil kommer en rørende beretning om hans gamle mor, der bor i et byggeri med meget små "hissar", der ikke kan bygges om, og hun kan ikke komme ud uden "hiss".

Den argumentation var som at slå vand på en gås i forhold til mig. Jeg har en fortid i Dansk Arbejdsgiverforening i den periode, hvor just elevator-direktivet skulle implementeres, hvor jeg på den ene side skulle gøre myndighederne klart, at ½ mia.kr. til ombygning af elevatorer var en stor belastning for erhvervslivet, og på den anden side skulle jeg bringe medlemmerne til at forstå, at lov er lov og skal overholdes, og at de dobbelte døre hindrer folk i at blive kvalt i deres halstørklæder eller få arme og ben revet af.

Nu skal det siges, at Jan Andersson er et af de medlemmer af beskæftigelsesudvalget, som ikke kan få EU-regler nok. Jo flere love vi finder på om arbejdsmiljø i EU, jo bedre.

Så jeg sagde til ham, at jeg fandt det noget dobbeltmoralsk, at han ville forsvare, at den svenske regering ikke fører EUs arbejdsmiljøregler ud i livet. Det havde han ikke megen forståelse for.

Historien illustrerer meget godt forskellen på liberale og socialdemokrater. De tror, at bedre arbejdsmiljø i EU har man sikret, ligeså snart man har vedtaget nye EU-regler. I praksis bliver reglerne ganske enkelt ikke ført ud i livet - specielt ikke i de syd-europæiske lande. Og det vil tage år før de nye medlemslande i Øst- og Centraleuropa har implementeret dem. Skulle vi så ikke hellere bruge vores tid og ressourcer på at få gennemført den lovgivning, som allerede eksisterer og få ændret kulturen ude på arbejdspladserne, så man begynder at tage arbejdsmiljøreglerne seriøst. Hvis Socialdemokraterne får deres vilje, vedtager man blot regler for reglernes egen skyld.

På samme rejse til Sverige mødte jeg i øvrigt direktøren for det svenske arbejdsmiljøtilsyn, og han fortalte noget, som meget godt illustrerer pointen. I Sverige havde man nemlig gjort sig nogle iagttagelser i forbindelse med byggeriet af Øresundsbroen. Her havde man konstateret, at der var over dobbelt så mange ulykker blandt danske medarbejdere som blandt svenske. Det gjaldt medarbejderne på den danske side i forhold til den svenske side, og det gjaldt arbejdet på den fælles del af broen. Men selv når svenske medarbejdere blev sendt over på den danske side, og arbejdede sammen med de danske, havde de færre ulykker. Det kan ikke forklares med forskellige regler og organisering eller forskellig metode, for vi griber tingene meget ens an. For ham at se, er forklaringen mere af kulturel art. Nok ikke forskelligt forhold til alkohol for der er jo efterhånden også alkoholforbud på danske byggepladser. Men hvis en svensk medarbejder får at vide, hvilke forholdsregler, der sikrer mod dødsulykker og andre ulykker, så overholder han reglerne. Danske medarbejdere skal lige se, om det passer, og har i det hele taget et mere løst forhold til regler.

EU laver mange arbejdsmiljøregler. Men de virker meget forskelligt fra land til land. Og frem for, at vi fortsætter med at lave flere og flere regler, uden interesse for om de virker i praksis, er det vigtigt at sigte mere på resultater og mål, og se på hvorledes vi bedst når målene.

Alligevel er der en del politikere, som er tilfredse med at lave regler for reglernes egen skyld. Hvorfor mon? Jeg tror, det skyldes, at de så kan gå ud og sige til deres vælgere: "Se, det har jeg opnået! Takket være mig er elevatorerne i Europa blevet sikre for os og vore børn". Det er knap så populært at gå ud og fortælle folk, at vi skulle bekymre os lidt mindre om at lave nye regler og lidt mere om at forbedre arbejdsmiljøet i praksis.