De politiske grupper i Europa-Parlamentet
I parlamentet deler vi os efter anskuelse. Det politiske arbejde bygges op via arbejdet i politiske grupper. De kan være baseret på egentlige politiske partier, der dækker tværnationalt, eller være skabt til situationen af politikere, der finder sammen i et meningsfællesskab. De politiske grupper er en vigtig infrastruktur for parlamentet, og derfor er der også økonomisk incitamenter til at forme dem. Visse tilskud til administration gives til de politiske grupper - efter størrelse. Og politiske poster fordeles også mellem grupperne efter en særlig nøgle, der indebærer, at de store partier selvfølgelig får flest poster, men de små bliver særligt tilgodeset. Det sker også ved tildeling af taletid, hvor det for det enkelte medlem faktisk er relativt lettere at få taletid i plenum, hvis man tilhører en lille gruppe. De politiske grupper i Parlamentet har forskellig sammenhængskraft. De tre store grupper hviler på egentlige tværnationale partier, mens de mindre grupper er mere løse sammenslutninger.
De politiske grupper har ikke særlig mundrette navne, men de repræsenterer vel meget godt den slags kompromiser, man indgår på europæisk plan.
Den største partigruppe har efter udvidelsen 294 medlemmer og hedder: Gruppen for Det Europæiske Folkeparti ( Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater - forkortet PPE-DE ( det giver mening på de latinske sprog) I daglig tale kalder vi dem PPE, eller EPP - den første del af den engelske forkortelse.
Her finder vi tyske CDU og de bajerske CDUere, lige så temperamentsfulde som man kunne vente det. Der er 53 tyske medlemmer i alt i denne gruppe, som da også har en tysker Hans Gert Pöttering, som formand. EPP rummer 37 britiske konservative som bliver mere og mere EU-skeptiske. Tidligere har der været rygter om, at de ville rive sig fri af EPP efter et valg, men disse rygter er forstummet efter det seneste lederskifte i moderpartiet. Den næste store gruppe er 34 italienere, primært Berlusconis Forza Italia, men også enkelte fra de kristelige demokrater og Carlo Fatuzzo fra pensionistpartiet. Fra Spanien finder vi Aznars Partido Popular, og fra Frankrig partierne UDF og Union pour un Mouvement Populaire. Det er i denne gruppe vi finder danske Christian Rovsing og de svenske Moderaterne. Det kristelige islæt sætter sig blandt andet igennem i særlig møder med kirkelige samfund på en årlig konference - sidst af alle steder i Istanbul. Men der er nu mange ikke-kristne i gruppen også. Jeg kender da et par muslimer fra de britiske konservative. Hvordan man holder sammen på sådan en flok? Det lykkes jo rent faktisk. Så man må sige, at Pöttering er dygtig.
De Europæiske Socialdemokraters Gruppe , PSE er umiddelbart en mere homogen og sammentømret gruppe, af historiske årsager og har 232 medlemmer. Her finder vi danske Torben Lund og Helle Thorning Schmidt alene tilbage efter at Freddy Blak måtte forlade gruppen.
De to store grupper tilrettelægger af indlysende årsager en langt større del af arbejdet i arbejdsgrupper - ofte centreret omkring udvalgsposterne - end vi er nødt til at gøre det i de mindre grupper. Begge de to store grupper har medlemmer fra alle medlemslande.
|
