Parlamentet og budgettet

Et af Europa-Parlamentets vigtigste magtinstrumenter er indflydelsen på EU´s budget. Et budget på 100 mia. Euro eller 750 mia kr lyder af mange penge. Men det er værd at bemærke, at der kun er tale om ca. 1 pct af de samlede indkomster i EU.

Knap halvdelen går til finansiering af landbrugsordningerne, en lille trediedel til regionalpolitikken og resten er fordelt på penge til uddannelse og forskning, EU’s udenrigspolitik og til administration.

Parlamentet har indtil videre begrænset indflydelse på udgifterne til landbrugspolitiken, men har det sidste ord på resten ad budgettet. Det betyder, at et tilstrækkelig stort flertal af Parlamentets medlemmer kan forkaste budgettet og bede Kommissionen om at komme med et nyt udspil. Det er sket, men sker ikke med let hånd. John Purvis, mangeårigt medlem af parlamentet og konservative skotte, har fortalt mig om dengang han i 80’erne var med til at nedstemme et budget. Det betød, at reglen om kun at bevilge penge efter foregående års udbetalinger trådte i kraft, til der blev vedtaget et nyt budget. “Det fik betydning for vore egne penge”, sagde John Purvis med et glimt i øjet, ”så det var ikke nogen god ide - og maner ikke til gentagelse”.

I praksis har der siden 1980’erne udviklet sig et meget konstruktivt samarbejde mellem Parlament, Kommission og Ministerråd om rammer og principper for budgettet. Fra en kaotisk proces præget af konfrontation er der nu tale om en meget velorganiseret forhandling mellem institutionerne, hvor klare principielle spørgsmål tages op. Også i Europa-parlamentet internt er budgetarbejdet løbende blevet effektiviseret. Jeg har personligt oplevet en kraftig forenkling og forbedring af arbejdet i mine fem år i budgetudvalget. Så spørger man selvfølgelig de erfarne kolleger: “Er det vitterlig blevet bedre, eller det bare er mig, der har lært at forstå sammenhængene”, og får svaret: ”begge dele”. Alligevel er det på ingen måde enkelt at være budgetbisse i EU. For Budgetudvalgets opgave er at koordinere og sikre, at alle traktatmæssige forpligtelser og aftaler med Rådet bliver overholdt, herunder at der er budgetdisciplin.

Budgetudvalgets farverige formand Terry Wynn har kaldt budgetsproget for “unionens 12. sprog”. En særlig mystik omgærder nemlig budgetudvalget og budgetprocessen. Hele budgetdiskussionen har det med at drukne i teknik og procedurer, så alle andre end de særligt indviede stå af. For de forstår ikke termerne og det taktiske spil. Det er som at lære et nyt sprog med gloser og grammatik og med særlige billeder og udtrykformer.

Nu er det ikke politikernes opgave at være budgetspecialister, der taler sort. Vi skal være de folkevalgte repræsentanter, der dumstædigt holder fast i de overordnede politiske prioriteringer. Desværre slipper man ikke for at lære om teknikken, hvis man skal gøre sig gældende. For det er nødvendigt for at kunne læse det taktiske spil og se, hvornår man skal holde sig til for at få indflydelse. Så derfor er jeg hvert år draget på sommerferie bevæbnet med budgetoversigter og aftaletekster, så det kunne blive læst op.

Jens Peter Bonde fra Junibevægelsen, som jo har et helt liv i parlamentet bag sig, har engang belært mig om, at det kun er svært de første fem år - så kender man gangen og budgettet så godt, at man på mindre end en time kan finde, hvor faldgruberne og problemerne måtte være. For en gangs skyld har manden ret. Og dog. På det seneste er hele budgetopstillingen lavet om. Men problemet med at forstå det nye deler jeg til gengæld nu med alle de andre parlamentarikere i budgetudvalget.

Den nye opsætning af budgettet skal gøre det lettere i fremtiden at se de politiske prioriteringer, der ligger i budgettet. Der indføres aktivitetsbaseret budgetlægning, hvor man for hvert politikområde kan se de samlede omkostninger inklusive administration. Det bliver altså lettere at aflæse, hvad EU bruger til f.eks.uddannelse eller miljøforanstaltninger. En god og rigtig nydannelse, som også foregriber, at man i EU for alvor begynder at se budgettet som et politisk instrument, hvor man prioriterer mellem områder. Hidtil har budgettet mere lignet et “juletræ”, hvor mængden af pynt og pakker afgøres af magtspil og tilfældigheder. Kommisæren for Udenrigsanliggender Chris Patten stillede på et tidspunkt spørgsmålet, hvad den højere visdom var i, at EU afsatte større midler til opbygningen efter orkanen “Mitch” i Sydamerika, end man afsatte til udvikling og opbygning af Rusland. Hvad var det politiske sigte i den prioritering? Svaret var jo nok, at der ikke rigtig fandt nogen egentlig prioritering sted. Og det vil da være fint, hvis det kommer til at ske i fremtiden. Det er også nødvendigt, hvis Kommissionen den skal løse sine opgaver efter konkrete målsætninger og ikke bare blindt acceptere et væld af tilsyneladende tilfældigt valgte opgaver fra Råd og Parlament uden at kunne prioritere dem.