De nye lande i Parlamentet

Europa-Parlamentets arbejde handler først og fremmest om at øve politisk indflydelse. Det er - ligesom Folketinget - et sted, hvor folkevalgte med forskellige politiske udgangspunkter forsøger at trække lovgivningen og Europa mest muligt i den retning, som de synes, er den rigtige. Som liberal ønsker jeg et andet Europa end f.eks. en socialdemokrat. Og som oftest vil jeg være mere enig med en af mine britiske kollegaer i den liberale gruppe end med en dansk socialdemokrat. Europa-Parlamentet er en politisk arena, hvor politiske partier samarbejder - og slås - for at føre den politik, de synes, er den rette.

Alligevel spiller det selvfølgelig en rolle, hvilket land man kommer fra. Derfor skal det også blive spændende at se, hvilken effekt det vil have på Europa-Parlamentet, at det udvides med medlemmer fra de ti nye medlemslande. Kommer de med helt nye holdninger til, hvad EU skal bruge sine kræfter og ressourcer på?

I Europa-Parlamentet begyndte vi allerede i februar 2003 at mærke udvidelsen. Vi fik nemlig besøg af observatører fra de nye lande, og der blev lavet et program, hvor vi parlamentarikere fra de gamle medlemslande skulle hjælpe dem i gang med arbejdet. Fra 1. april 2003 og frem til udvidelsen fik disse observatører så taleret i Parlamentet - men ingen stemmeret. Jeg fik et "føl" fra Litauen, Arminas Lydeka fra et af de liberale partier. Han var en 35 årig politolog, der foruden uddannelsen i hjemlandet har studeret i Århus, i London og i Amsterdam. Det var min opgave at hjæpe ham med at komme ind i arbejdet. Jeg kendte nu både ham og flere af vore andre observatører på forhånd, da vi hele tiden har haft politisk samarbejde med søsterpartier i de nye lande. Observatørerne blev udvalgt fra de nationale parlamenter af deres respektive partier. Observatørerne gik selvfølgelig rundt og undrede sig over de ting, vi også undrede os over i starten. "Hvorfor sidder der kun 18 medlemmer i salen", spurgte hr. Lydeka. "Det var aldrig gået i vort hjemlige parlament." Så må jeg forklare, at vi jo render rundt til alle mulige andre møder i Strasbourg, og at vi kan følge debatten via TV fra kontoret.

Desuden er debatten i salen ofte lidt kunstig, bl.a. på grund af en meget skrap grænse på vor taletid. Den tildelte taletid kan ofte være på 1 minut. Ådan er det når mange hundrede medlemmer skal nå at komme til orde. Det betyder ikke, at vi ikke anser den for vigtig. Vi bruger skam en del tid og kræfter på at sikre, at vore budskaber kommer frem på de knapt tilmålte minutter. Men da man ikke kan svare igen, er det svært at få en levende debat.

Siden 1. maj 2004 har de nye medlemslande haft fuldgyldige medlemmer af Parlamentet med stemmeret ligesom de gamle medlemslandes parlamentsmedlemmer.