Udfordringen fra udvidelsen

I det hele taget har vi prøvet at få et indtryk af de nye landes ønsker gennem vort samarbejde med observatørerne. En af mine gode venner er Peter Kreitzberg fra Estland. Som andre observatører fra de nye medlemslande har han lagt afgørende vægt på, at der gøres en særlig uddannelsesindsats, der kan sikre en bedre beskæftigelse for socialt udstødte, som Estland har mange af. Levealderen for estiske mænd er nede på 60 år i gennemsnit. Der er store problemer med druk, ulykker og selvmord i visse lag af samfundet, der er hårdt mærket af en meget hurtig og barsk omstilling af samfundet til markedsøkonomi. En bedre økonomi vil kunne hjælpe, og Estland klarer sig forholdsvis godt - i alt fald set på overfladen. Men de første år efter murens fald har menneskeligt set givet nogle dybe ar.

De nye medlemslande ønsker økonomisk bistand til infrastruktur, veje, kloaker m.v. De Baltiske lande er særlig fokuseret på at få en egen energiproduktion, og kunne gøre sig mindre afhængig af Rusland på dette vitale område. Jeg har ved rejser i Litauen kunnet se ved selvsyn, at der er behov for en kæmpeindsats, for at de nye medlemslande kan nå en levestandard, der minder om vores. Godt nok har de i løbet af 90erne haft nogle imponerende vækstrater i deres økonomier. Men der er lang vej endnu.

Ligesom Polen har Litauen det problem, at en del af befolkningen bor på landet og ernærer sig ved et subsistens- eller selvforsyningslandbrug. Da jeg besøgte Neumas-deltaet i Litauen i maj 2000, kunne jeg se, hvor ineffektivt landbruget er. Ud over den smukke natur og samtalerne med landmænd og fiskere, så jeg folk gå og lægge kartofler, og det var som at se Danmark i min tidlige barndom - der pløjes fortsat ofte med hest, og kartoflerne lægges med hele familiens bistand. Det var den fattigste del af det Litauiske landbrug jeg så, hvor gårdene er små og mest til overlevelse og selvforsyning. I andre af de nye medlemslande er omstillingsproblemerne endnu større.